Rejser til Moskva
Der findes ikke mange mere betagende byer i verden end Ruslands gamle hovedstad: Moskva. En gigantisk, vild og evigt aktiv metropol med mere end 10 millioner indbyggere.
De fleste forbinder nok i første omgang Moskva med Kreml og Den Røde Plads, men selvom Kreml er såvel historisk som kunstnerisk et must see i Moskva og Den Røde Plads i sandhed er fortryllende med al sin spraglede eventyrarkitektur, så er der meget mere at se i resten af Moskva.
Her er det berømte Bolsjoj Teater med måske verdens kendteste balletkorps, her er de næsten sciencefiction-agtige Stalinskyskrabere, det smukke Tretjakovskaja Galleri, hvor man kan blive bekendt med hele den russiske kunsthistorie. Der er Spurvehøjene syd for byen med Moskvas vældige universitet og det relativt nye museum for Den store Fædrelandskrig ude ad det stortanlagte Kutuzov Prospekt.
Der er de sprudlende gågader: Tverskaja, Arbat og Ny Arbat. Rundt om Moskva ligger også smukke paladser, som Arkhangelskoe og det nyistandsatte Tsaritsino. Og så skal man naturligvis også en tur rundt i den fantastisk velfungerende metro, hvis stationer i sig selv nærmest er paladser – og en bådtur på Moskvafloden er da heller ikke til at modstå!
Nedenfor nogle forslag til rejser, program og hoteller i Moskva. Men vi arrangerer også rigtig mange skræddersyede ture for individuelle og grupper – så ring endelig, hvis I gerne vil en tur til Moskva og jeres ønsker ikke passer med de ture, vi tilbyder nedenfor. Vi sender gerne et pristilbud på lige netop jeres rejse!