Overblik

Russisk film

24 gode russiske filmklassikere

Rusland er et af de lande der har markeret sig allermest i filmhistorien. Bevares – det er ikke så ofte russiske film sendes i dansk TV lørdag aften i den bedste sendetid eller slår rekorderne for udlejning i Blockbuster, men de fylder derimod en del i de fleste filmhistoriske værker.

At russiske film sjældent bliver rigtige blockbustere skyldes nok hovedsageligt tre ting:

For det første har russerne – ligesom danskerne – haft et stort problem i mange år efter man gik over til lydfilmene: for der er ikke så mange mennesker der forstår russisk eller dansk udenfor Rusland og Danmark – og da der findes en del lande i verden, hvor man ikke bruger tekstning af film, så siger det sig selv, at det kan være en stor hindring.

En anden hindring for blockbustersucces har været den russiske forkærlighed for sørgelige slutninger. Også i Danmark havde man i starten altfor mange sørgelige slutninger – og sjovt nok var russerne nogle af de få der værdsatte det. I USA gjorde man ikke!

Endelig har en stor del af den russiske filmproduktion selvfølgelig fundet sted i sovjetårene – og det har sat sit præg på filmene. De kommunistiske ledere vidste at intet medie var mere velegnet til at promovere den rette ånd end netop filmen, som kunne tale til folk uanset deres forkundskaber. Derfor blev mange film lettere propagandistiske og emnerne for dem var ofte uden større interesse for et internationalt publikum.

Derfor blev mange film lettere propagandistiske og emnerne for dem var ofte uden større interesse for et internationalt publikum.

Alligevel er der forbløffende mange film – også fra sovjetårene – som har vundet stor, international berømmelse. Oftest pga russernes evige eksperimenteren med filmsproget, men også pga mange af filmenes dybde, skønhed og gode skuespil.

Herunder er en liste over nogle af de film, som har gjort russisk og sovjetisk film berømt og som man med fordel kan se, hvis man gerne vil komme til en større forståelse af filmhistorien og filmsproget – også i ikke-russiske film. Og naturligvis først og fremmest, hvis man gerne vil vide noget mere om det store, ubegribelige land ovre mod Øst.

Nogle af disse film er internationalt skamroste, andre er russernes egne yndlinge og nogle af dem er bare virkelig gode.
En del af de hernævnte film kan findes på de danske biblioteker, andre kan man med lidt held finde hos filmforhandlere – og de fleste kan findes på hjemmesiden for det i sovjettiden næsten altdominerende filmselskab, Mosfilm. Kommer man til Moskva kan man faktisk også besøge Mosfilm, som ligger ude på Spurvehøjene syd for Moskvas centrum.

Panserkrydseren Potemkin (1925 – Sergei Eisenstein)

Et af verdens kendteste værker fra stumfilmsperioden. I god revolutionær ånd handler filmen om oprøret på panserkrydseren Potemkin ud for Odessa havn, som anses for en af optakterne til revolutionen.
Filmen anses for et af den store instruktør Eisensteins hovedværker. Den er meget berømt for sin særlige filmiske teknik og for den nervepirrende scene med moderen med barnevognen på vej op ad den store trappe i Odessa, hvor oprøreret er ved at slå ud i åben kamp. Idag kender flere den måske som inspirationskilden til The Untouchables scene på Union Station i Chicago.

Moderen (1926 – Vseselod Pudovkin)

Med denne filmatisering af Maxim Gorkys berømte roman markerer Pudovkin sig som en anden af de helt store instruktører fra stumfilmsperioden.
Filmen, der foregår under revolutionen i 1905, beskriver en mors kvaler, da hendes mand og søn kommer til at stå på hver deres side, da konflikten bryder ud. Sønnen er med arbejderne, faderen er blevet narret til at støtte de onde kapitalister.

Manden med filmkameraet (1929 – Dziga Vertov)

Vertov er nok den mest innovative og mindst traditionelle af alle de tidlige sovjetiske filmskabere. Hans ”Manden med filmkameraet” er nærmest et manifest for hans syn på film. Ifølge Vertov skulle filmen ikke fortælle fiktion, men bruge sine særlige virkemidler til at vise virkeligheden mere virkelig end den ellers fremstår.
I filmen går en mand rundt i byen og filmer de ting han ser omkring sig. Filmen er dog ikke blot een lang optagelse, men er derimod fuld af tekniske raffinementer, som eftertiden har lært meget af.

Volga-Volga (1938 – Grigorij Alexandrov)

Med dekretet om Socialist-realisme fra 1934 dukker helt nye elementer op i russisk film: humor og musik. De er begge kommet for at blive, selvom musicalen som sådan aldrig rigtigt slog igennem i det store, alvorlige land. Men det er lige præcis hvad dette her er: en musical af den helt klassiske Hollywoodtype om nogle artister, der er på vej i en damper op ad Volga til en Musik Olympiade i Moskva. Titlen er taget fra en russisk folkesang, som instruktøren efter sigende skulle have sunget for Chaplin, da de sejlede rundt udenfor San Fransisco, hvor Chaplin for sjov foreslog ham, at lave en film med den titel.
Filmen skulle i øvrigt være en af Stalins absolutte yndlingsfilm.

Aleksandr Nevskij (1938 – Sergej Eisenstein)

Dette storværk af Eisenstein er meget anderledes end de tidligere film fra hans hånd. I 30erne havde man ikke brug for eksperimentelle film og avantgarde, men storhed, drama, helte og nationalisme. Filmen om den gamle helt, der forstod at holde fjenden fra døren, var med direkte adresse til tyskerne og den blev en stor succes i hjemlandet, hvor Eisenstein blev tildelt flere medaljer og Stalin var vældig begejstret.
Filmen er dog også interessant for et moderne publikum pga sin utrolige skønhed og Prokofjevs storslåede musik. Og selvfølgelig også pga sit mere eller mindre historiske indhold.

Ivan den Grusomme 1 og 2 (1944 / 46 – Sergej Eisenstein)

Ivan den Grusomme var ligesom Aleksandr Nevskij et storladent, historisk drama, der med en fortælling om en fortidens helt skulle støtte de nationale følelser under krigen. Den var oprindelig planlagt som et 3-dels værk, men kun den første blev godt modtaget. I 2’eren havde Ivan udviklet sig til en paranoid tyran – og det faldt ikke i Stalins smag, så den udkom først meget senere. 3’eren blev aldrig færdiggjort.

Tranerne Flyver (1957 – Viktor Kalatozov)

En af de smukkeste og mest intense film om 2. verdenskrig og dens menneskelige konsekvenser, der er lavet.
Filmen følger det lykkelige, unge kærestepar, Veronica og Boris, der skilles, da han drager ud for at forsvare sit fædreland.
Filmen er meget poetisk, smukt fotograferet og indeholder nogle af de flotteste og mest følelsesprægede scener i hele filmhistorien.

Stille flyder Don (1957-58 – Sergej Gerasimov)

Det er sagt om denne klassiske og meget respektfulde filmatisering af Sholokhovs roman, at Don flyder meget, meget stille….Og filmen er også 6 timer lang.

Men det er en smuk fortælling om livet blandt don-kosakkerne i en lille by ved floden i en af de mest turbulente perioder i Ruslands historie – i årene 1912-22.

Jeg går gennem Moskva (1964 – Georgij Danelija)

Denne lille, skønne, poetiske film er en hyldest til landets prægtige hovedstad, der efter krigen har fået en mængde nye bygninger og boulevarder.
Filmen foregår over en hel forårsdag, hvor vi følger en mængde forskellige mennesker, der lever livet i denne, lyse, glade og forhåbningsfulde by.

Krig og Fred (1967 – Sergej Bondarchuk)

Russisk film har utroligt mange fantastiske filmatiseringer af den klassiske litteraturs store klassikere. Men den største og kendteste af af dem alle er nok Bondarchuks overvældende og volumiøse (over 7 timer lange!) filmatisering af Lev Tolstojs store roman fra starten af det 19. århundrede. En storslået film, der formår at kombinere fabelagtigt flotte krigs- og balscener med intensitet og nærværende skuespil.

Handlingen drejer sig om krigen mod franskmændene i 1812 og de konsekvenser det har for en mængde personer og familier i Moskvas højborgerskab og adel.

Ørkenens hvide sol (1970 – Vladimir Motyl)

Som en pendent til de amerikanske westerns lavede man i Sovjetunionen ”easterns”. De havde gerne et lidt parodisk præg og meget humor. Og den berømteste af dem var denne lille komiske film om Sukhov, der er på vej tilbage fra Centralasien, hvor han har kæmpet i borgerkrigen, men på vejen hjem løber han ind i problemer og bliver vogter for en stor guerilla-leders harem. Filmen er i den lettere genre og har et lidt forenklet billede af folkeslagene i Centralasien, men den har en stor plads i russisk kultur og citeres ofte.

Solaris – (1972 – Andrei Tarkovsky)

Tarkovsky er nok den instruktør, som man i udlandet forbinder allermest med Rusland. Og det filosofiske science fiction drama, Solaris, er nok den af hans film flest har taget til sig uden for Rusland.

Ivan Vasilitj skifter profession (1973 – Leonid Gaidai)

Igennem 60erne og særligt 70erne blev der i Sovjetunionen lavet en mængde komedier, som de fleste russere også idag har et helt særligt forhold til – ca. som danskerne har til Huset på Christianshavn og Olsen Banden. Mange af disse film blev lavet af den folkelige Gaidai og en af de sjoveste af hans komedier er denne spøjse historie om hvordan en uheldig videnskabsmand, der er ved at opfinde en tidsmaskine kommer til at sende sin husvært og en bums tilbage til Ivan den Grusommes tid og til gengæld modtager Ivan den Grusomme i nutidens Moskva. Den oprindelige historie er skrevet af en af Ruslands største forfattere, Mikhail Bulgakov – og filmen er fuld af god musik, som alle russere nynner med på.

Skæbnens Ironi (1975 – Eldar Ryazanov)

Den nok mest elskede og mest citerede af alle de sovjetiske komedier er Skæbnens Ironi – eller lettere bedugget, som i mange år er blevet sendt hvert år til nytår i russisk tv. Den handler om nogle venner der sidder i en banja og drikker nytårsaftensdag. I deres brandert kommer de fejlagtigt til at sende en af deres venner, der har mistet bevidstheden, til Leningrad – og det værste er, at han ikke opdager det. Filmen ironiserer over den moderne identitetsløse betonarkitektur i de sovjetiske forstæder, der gør at vores helt hverken bemærker nogen forskel i området, gaden, bygningen eller lejligheden – før dens retsmæssige ejer, en smuk ung kvinde, dukker op. Filmen er romantisk, sjov – og en lille smule samfundskritisk. Tegnefilmen om betonbyggerierne der indleder den er genial.

Spejlet (1975 – Andrei Tarkovsky)

Tarkovskys personlige, meget poetiske og filosofiske film, som delvis bygger på hans egne barndomserindringer. Filmen har ikke som sådan en kronologi og kan være temmelig svær at følge med i. Men intet sted fornemmer man bedre den ægte russiske ånd. En dybde og harmoni iblandet vemod og nostalgi.

Mødested kan ikke ændres (1979 – Stanislav Govorukhin)

En utroligt elsket tv-krimi-serie, der særlig har fået en speciel plads i russernes hjerter, fordi den ene af hovedpersonerne, detektiven Zheglov, blev spillet af Vladimir Vysotskij, som på dette tidspunkt så ubetinget var tidens største idol. Vysotskij var sanger og skuespiller, men han var først og fremmest indbegrebet af den blomstrende undergrundskultur under Brezhnev.

Moskva tror ikke på tårer (1980 – Vladimir Menshov)

En af de mest elskede sovjetiske film nogensinde. En hjertevarm og lidt sørgmodig fortælling om tre unge kvinder, der kommer fra landet og til Moskva – og om hvordan deres liv kommer til at udvikle sig i løbet af de næste 20 år. Den giver et enestående billede af Moskva fra 50erne til 70erne.

Gå og se (1985 – Elem Klimov)

Flere har sagt, at dette er den hårdeste krigsfilm, der nogensinde er lavet – og der er ingen tvivl om, at man ikke kan gå upåvirket fra denne film, der følger en lille drengs kamp for overlevelse i Hviderusland under 2. verdenskrig. Selvom filmen har mange utroligt hårde scener, så er det allermest modbydelige den smerte, der i løbet af filmen aftegner sig i barnets ansigt, som efterlader ham som en olding i et barns krop. En ond, gammel, sindssyg olding. En frygtelig, men også helt enestående film om hvordan krigen ødelægger alt – og ikke mindst uskylden i alle, der oplever den.

Lille Vera (1988 – Vasilij Pichul)

Om Lille Vera i virkeligheden er et stort mesterværk er måske ikke så sikkert, men filmen var det første realistiske billede Vesten fik af samtidslivet i Sovjetunionen – og har i høj grad været med til at skabe de (noget triste) forestillinger, som mange endnu idag har om Rusland.

Forbrændt af solen (1994 – Nikita Mikhalkov)

Mikhalkov kaldes Ruslands Hollywood – og der er ingen tvivl om, at denne instruktør godt kan lide store budgetter, smukke billeder og en klassisk fortælleform uden de store eksperimenter. Men mere Hollywood end Bille August bliver det ikke. Den polerede overflade forhindrer hverken sublimt skuespil eller dybde i psykologi og ideologi. Filmen er som et Tjekhov-skuespil sat i Stalin-tidens skæbnesvangre år. Hovedpersonerne knuser hinanden tvunget af tidens ånd. Selvom man i Rusland med et skævt smil kommenterede filmen med ordene: ”ja, solen skinnede også under Stalin” – så er det klart, som titlen antyder, at selv med solen skinnende ind ad ruderne i den lille datja, er lykken ikke en selvfølge.

Tyven (1997 – Pavel Chukhraj)

En skøn, hjertevarm fortælling fra de sidste år af Stalintiden om den lille Sanja og hans mor, som forelsker sig i den charmerende soldat, Tolyan, der imidlertid ikke har spor rent mel i posen. Han er en af disse figurer som russisk litteratur og film er så rig på: en fusentaster, som udnytter et sindssygt system til egen vinding. Filmen er – ligesom den forrige – et godt eksempel på den nye, meget europæiske filmæstetik, der præger russisk film i 90erne.

Bror og Bror 2 (1997 / 2000 – Aleksei Balabanov)

Et af de helt store filmhit i Rusland omkring årtusindeskiftet var de to Bror-film. De to temmelig voldelige actionfilm er ikke stor filmkunst – men de giver et flot billede af Moskva og Skt. Petersborg på den tid og af russisk tankegang. Og så har de – særligt 2’eren – et fantastisk soundtrack, der indeholder hits fra stort set alle de på den tid feterede russiske rockbands.

Om misfostre og mennesker (1998 – Aleksei Balabanov)

Det er ikke til at tro, at instruktøren her er den samme som af Bror-filmene, men det er det. Filmen her er anbefalelsesværdig for alle der kan lide Jim Jarmusch, Peter Greenaway eller David Lynch´s mere skæve film. Den er melankolsk, uhyggelig, sær, en anelse perverteret, meget erotisk – og en rigtig lille kunstskat.

Den russiske ark (2002 – Aleksandr Sokurov)

Ingen instruktør laver nok smukkere billeder end Sokurov. Men også russisk films gamle kendetegn: filosoferen, historiceren og eksperimenteren er at finde hos Sokurov. Hans film ”Mor og Søn” og ”Far og Søn” – og hans film om store despoters nederlag (”Moloch” om Hitler, ”Taurus” om Lenin og ”Solen” om Hirohito) er alle tunge, dybsindige værker. Dybde er der ikke så meget af i Den russiske ark – men til gengæld er den usigeligt smuk og ekstremt dvælende. Og så er den den eneste film i spillefilmslængde nogensinde, der er taget i een optagelse. Kameraet bevæger sig rundt fra rum til rum på Eremitagen og de scener det ”opdager” i rummene fortæller Ruslands historie.