Moskvas Metro

De 10 flotteste stationer i Moskvas Metro


Moskvas metro er uden sammenligning jordens flotteste metro! Ikke alene er den ren, velholdt og velfungerende, men den er også et helt unikt stykke kunst-, kultur- og arkitekturhistorie. Det er verdens andenmest benyttede metrosystem og også et af de ældste. Den åbnede i 1935.

Med 180 stationer fordelt på 12 linier er der næsten ikke det sted i Moskva man ikke kan komme til med denne metro – og med dens geniale opbygning med en stor cirkellinie til at forbinde alle andre linier vil man kunne nå enhver station med max. to skift.

Selvom metroen til stadighed udbygges med flotte stationer, er dens store attraktion dens tre hovedlinier, der blev lavet i 1930erne og ringlinien samt to andre linier fra 1950erne. Mange af stationerne på disse seks linier er pragteksempler på den mest monumentale og storslåede arkitektur og kunst fra Stalintiden, hvor patriotiske og socialistiske idéer blander sig med en klassisk udtryksform. Stationerne er udsmykket med værker skabt af nogle af den socialistiske realismes største kunstnere og alle steder fra stråler energi og glæde og tro på en lysende fremtid for sovjetborgerens hverdag.

Man kan sagtens bruge en hel dag på at undersøge metroen. Skulle man være meget interesseret er der endda et lille metro-museum, der fortæller en del af metroens historie. Men har man ikke tid til at gå så meget i dybden, så er det også altid dejligt, at man bare kan nyde de smukke stationer, når man alligevel bruger metroen til at fragte sig rundt i den store by.

Vi har derfor valgt herunder at lave en lille ”guide” til de 10 metrostationer, som man i hvert fald ikke bør snyde sig selv for. Men der er naturligvis mange flere seværdige stationer.
Endelig er her lidt information om metro muséet, da det kan være ret svært at finde.

Her finder du udflugt i Moskvas metro med guide

 

Komsomolskaja

Åbnet 1952. Beliggende på ringlinien (linie 5).
Denne imponerende station er for mange det første møde med Moskva, idet den ligger ved tre af byens store banegårde: Leningradbanegården, Kazanbanegården og Jaroslavbanegården. Og det er et møde, der gør indtryk! På baggrund af et kunstfærdigt lysegult barokloft i stil med Skt. Petersborgs paladser viser 8 store mosaikker Ruslands historie – eller rettere: Rusland sejrer – fra Aleksandr Nevskij sejr på isen, over Kutuzovs sejr ved Borodino i 1812 til sejrsparaden efter 2. verdenskrig. Det er kunstneren Pavel Korin, der har lavet dem og han vandt Stalinprisen for dem.
Stationen var oprindelig designet af en af tidens allerstørste arkitekter, Aleksej Shchusev, som også har designet Kazanbanegården ved siden af og Leninmausolæet på Den Røde Plads. Han døde før Komsomolskaja stationen stod færdig og andre arkitekter overtog arbejdet med den.

Kievskaja

Åbnet 1954. Beliggende på ringlinien (linie 5).
Denne station ligger også nær en banegård: Kievbanegården, hvorfra man ikke blot kan rejse til Ukraine, men også til hele det sydøstlige Europa fra Wien, til Rom og Istanbul.
Den består af buer i hvidt marmor med overvældende dekorationer af guld. Mellem buerne ses farverige mosaikker der illustrerer venskabet mellem Rusland og Ukraine skabt af A.V. Myzin.
Stationens design er lavet af et hold ukrainske arkitekter.
 

Belorusskaja

Åbnet 1952. Beliggende på ringlinien (linie 5).
Denne station er også placeret nær en banegård, nemlig Belorusskij banegården, hvorfra togene går mod Hviderusland, Polen, Berlin og Prag.
Den har også ligesom Kievskaja et venskab mellem de sovjetiske nationer som tema – her er det naturligvis blot venskabet mellem Rusland og Hviderusland.
Det er en af ringliniens mere enkle stationer. Den er præget meget af hvid marmor og har loftmosaikker med temaer om hviderussisk hverdag. Endvidere ses en skulpturgruppe til ære for hviderussiske partisaner.
I 2002 fandt et terrorist bombeangreb sted på stationen, hvorved flere mennesker blev såret.
 

Novoslobodskaja

Åbnet 1952. Beliggende på ringlinien (linie 5).
Den kryptlignende station i svagt rosa ural-marmor er dekoreret med 32 glasmosaikker af lettiske kunstnere efter skitser af den russiske kunstner, Pavel Korin, som også stod for mosaikkerne på Kievskaja stationen . Mosaikkerne er oplyste bagfra og omgivet af ægte guld.
Arkitekten, Aleksej Dusjkin, var en veteran indenfor metroarkitekturen, da han lavede denne station. Han havde på denne tid allerede stået bag stationerne Majakovskaja, Kropotkinskaja og Plosjad Revolutsii. Det var længe en drøm for ham, at lave en metrostation dekoreret med glasmosaikker, men han måtte kæmpe en hård kamp for at få lov til det, da glasmosaikker gav påmindelser om kirkelige mosaikker, hvilket ikke var populært i den unge, ateistiske stat. Det er dog langt fra kristne motiver, der fylder disse mosaikker, men derimod en pris til mennesket i alle dets roller i det socialistiske samfund.
 

Plosjad Revolutsii

Åbnet 1938. Beliggende på Arbatsko-Pokrovskaja linien (linie 3).
Plodsjad Revolutsii hører til blandt de allerældste og allermest kendte af Moskva metroens stationer. Med en beliggenhed lige ved Den Røde Plads, er det også en af de mest centrale stationer
Den består af buer i mørkerødt marmor og er udsmykket med 72 bronzestatuer, der forestiller forskellige grupper i det socialistiske samfund som ingenieuren, forfatteren, industriarbejderen, bonden, moderen og sportsudøveren. Skulpturerne er lavet af periodens mest anerkendte skulptør, M.G. Manizer.
Arkitekturen er af Aleksej Dusjkin, som også stod for både Novoslobodskaja og Majakovskaja stationerne.
 

Majakovskaja

Åbnet 1938. Beliggende på Zamokvoretskaja linien (linie 2).
Denne station er opkaldt efter den kendte, futuristiske digter Vladimir Majakovskij – og stationen er også selv en hyldest til futurismen. Den er langt enklere end de samtidige stationer, men fremstår med en lysende, håbefuld kraft både pga sine skarpe, rene kollonader af art deco buer beklædt med rustfrit stål og sine vidunderlige loftmosaikker af den socialistiske realismes allerdejligste kunstner, Aleksander Deineka. Temaet for disse mosaikker er: En dag og en nat i den sovjetiske himmel – og i 34 livsglade billeder med fuldstændig sindsyge vinkler ses op mod en lysende himmel som baggrund for alt fra paraderende fly over Kreml, faldskærme, blomstrende kornmarker og frugttræer og sunde, smilene sportsudøvere til ranke fabriksskorstene. Alt hvad man kunne håbe for en sovjetisk himmel.
Arkitekturen er af Aleksej Dusjkin, som også stod for både Novoslobodskaja og Plodsjaj Revolutsii stationerne.
 

Novokuznetskaja

Åbnet 1943. Beliggende på Zamokvoretskaja linien (linie 2).
Ligesom på Majakovskaja er det Aleksander Deineka, der her spreder livsglæde med sine muntre loftmosaikker til pris for den skønne sovjetiske hverdag. Stilen her er noget mere monumental end på Majakovskaja, men de herlige skæve vinkler er her stadigvæk.
 

Elektrozavodskaja

Åbnet 1944. Beliggende på Arbatsko-Pokrovskaja linien (linie 3).
Elektrozavodskaja, der er designet af arkitekterne Vladimir Schuko og Vladimir Gelfreich, er måske hele metrosystemets mest helstøbte station.
Den er opkaldt efter den nært beliggende elektricitetsfabrik – og det lyder jo ikke i sig selv særligt poetisk. Men man har faktisk brugt det som tema på stationen, der for det første har 6 rækker af runde lamper hele vejen henad loftet – og for det andet er dekoreret med 12 marmorrelieffer af kunstneren, Georgij Motovilov, der omhandler elektricitetsfabriksarbejdernes indsats under krigen.
 

Park Kultury

Åbnet 1950. Åbnet 1952. Beliggende på ringlinien (linie 5).
Park Kultury er placeret nær forlystelsesparken Park Kultury/ Gorkij Park.
Arkitekten Igor Rozhin, der var med til at designe flere store stadions, valgte at lave et sports- og rekreationstema på denne station, så det delvis passede til forlystelsesparkens friluftsliv og delvis til den tilstødende station, der var inspireret af det antikke Grækenland.
Stationen, der er lavet i enkle, lave buer af mørkegrå granit og grå georgisk marmor, er dekoreret med 26 små, runde relieffer af kunstneren, Josef Rabinovich. Relieffernes tema med sport og anden ungdommelig forlystelse har været velvalgt til at sætte de besøgende, der skulle videre til parken i det rette humør.
Park Kultury er den ældste station på ringlinien.
 

Park Pobedy

Åbnet 2003. Beliggende på Arbatsko-Pokrovskaja linien (linie 3).
Efter årtusindskiftet har der været meget udbygning af metroen i Moskva. Særligt er det forlængelsen af linie 3 der har tilføjet mange stationer. Mange af dem er flotte, men den absolut mest imponerende er Park Pobedy ved Sejrsparken og Museet for den store Fædrelandskrig (2. Verdenskrig) – og ikke langt fra Panoramaet for 1812.
De to krigsmuséer har ligget til grund for de to farvestrålende emaljemalerier for enderne af stationen. De er lavet af Zurab Tseretelli, der har stået for en del store prestigeprojekter i Moskva – f.eks. den meget omdiskuterede Peter d. Store statue i Moskva-floden.
Det er i øvrigt byens dybestliggende station (84 m under jorden) og her finder man Europas længste rulletrappe: 126 meter eller 740 trin! Det kan virke noget skræmmende, hvis man kommer på et tidspunkt, hvor der er så få mennesker at man faktisk får udsyn til den i sin helhed.
 

Metro muséet

Dette lille charmerende museum fortæller om metroens historie. Her kan man se gamle planer over metroen og gamle fotos. Her er også et førerhus fra en metro, forskellige styresystemer og mange andre genstande forbundet med metroens historie eller funktion.
Muséet der ligger i selve Sportivnaja Staionen kan være lidt svært at finde fordi man skal ind igennem selve metrostationens sydlige vestibule og op ad en bagtrappe. Museet ligger på 1. og 2. sal.

preload spinner

Alt Rejser
Email: sales@altrejser.dk
Phone: +45 33122030
Url:
cash, credit card
Vesterbrogade 6 D
København V, 1620